Klokken er 17:40. Forårssolen bager ned, og 2-3 håndfulde korister er i fuld gang med at slæbe podier ind i kirken.
Jeg smider posen med skjorte og noder på en af kirkebænkene og går ud og hjælper til med det sidste. Fedt, at så mange er mødt op for at give en hånd med, til at gøre klar til koncerten, tænker jeg. Forhåbentlig kan vi blive færdige i en fart, så der er god tid til at varme op og øve nogle af numrene. Der er en tre stykker, jeg gerne vil igennem en ekstra gang før koncerten.
Opvarmning
20 minutter senere er vi klar. Podierne er besat af korister, som i deres respektive stemmegrupper står og synger underlige lyde, brudstykker af sange og vrøvlerim for at varme stemmerne op. Resten af kadaveret behøver ikke den helt store opvarmning oven på arbejdet med at slæbe grej. Snarere tværtimod. En smøg og en kold cola rangerer helt klart højere på ønskelisten end at stå og brumme, som en motorcykel, der er ved at gå i stå. Nå, det er jo nødvendigt at varme stemmen op – eller måske snarere ned. Der er nogle nederdrægtigt dybe toner i nummeret True North, som er på programmet.
Niels og Kristian knokler på med øvningen i små tre kvarter, og vi kommer igennem to af de tre numre, som jeg er usikker på. Overvejer at lege kylling og slæbe noden, til den sidste, med til koncerten, men dropper det. Når først musikken spiller (det er et a-cappella-nummer!), skal den nok være der. Nogle gange kan man være helt blank, indtil første tone er slået an. Derefter står nummeret lysende klart. Beder til, at det er en af de gange.
Hvad betyder VM i ishockey og forrygende forårsvejr?
Publikum begynder at ankomme, og vi fortrækker fra podierne foran alteret. Får skjorten på, så vi alle er i sort, og daffer ud og ryger en smøg med Bo. Thorkil kigger forbi, og vi snakker om numrene: Hvilke tror vi vil gå godt? Hvilke tvivler vi på, og er der nogle, som vil kræve et mirakel for at lykkes? Vi er heldigvis ikke enige! Det beroliger mig. Uanset hvad vil der komme lyd fra vores lille tremands 2. bas-gruppe. Vi har jo også støtte af enten Niels eller Kristian i langt de fleste numre. Når den ene dirigerer, slutter den anden sig til os.
Ser lidt på strømmen af tilhørere, der hurtigt tynder ud. En hård dag at holde koncert. Vi er oppe imod VM i ishockey, forrygende forårsvejr med sommerlige temperaturer og en sen flytning af koncertdatoen. Men da vi går i gang klokken 19:30, er der alligevel dukket 60-70 tilhørere op. Dejligt. Med så hårde odds ville det også være for meget at håbe på, at hele kirkerummet var stuvende fuldt, som til julekoncerten.
Koncerten er i gang
Valgmenighedskirken er fantastisk at synge i. Rummet har en god akustik og kaster lyd tilbage, så man kan høre, hvad man står og laver. Vi hamrer derudaf, over stok og sten, i de første numre, mens solen langsomt går ned – og banker ind gennem kirkens vinduer og blænder såvel dirigent, som hele alt-gruppen. Kommer til at tænke på Star Wars-filmen, hvor piloterne hele tiden hører en metallisk stemme messe ”Stay on Target, stay on Taget,” mens de bliver plaffet ned en efter en. Taber en tone, men kommer igen, før en indlagt fællessang endelig kommer til hjælp og forhindrer de store katastrofer.
En time senere er det slut. Publikum er begejstrede – som altid (en del er familie) – over koncerten, og vi er ikke selv utilfredse. Bevares, der var kiksere, men langt de fleste var nogen, som det kun var os, der kunne høre. Pudsigt nok gik det, som det ofte går: De tre numre, som jeg var bange for, stampede vi os pænt igennem. Bøfferne fyrede vi af i de sange, som alle troede, var sikre vindere.
Springer ind i traileren og begynder at pakke ned. Det går tjept. Folk kommer slæbende med podier og grej.
Sæsonafslutning
Forude, nogle få hundrede meter fra kirken, venter den obligatoriske sæsonafslutningskomsammen med sandwich, snolder og drikke – såvel cola som det, der er stærkere. Det bliver med sikkerhed hyggeligt, som altid. Og efter det: Ferie fra kor – hvis man altså ser bort fra almindeligt småsyngeri, møde i en arbejdsgruppe om det kommende jubilæumsår og revision af korets regnskab.
Man er vel en lille smule korjunkie…
Jens Jørgen Hansen, 2. bas