Hernings rytmiske kor

Tag: Korweekend

30 år med Vocal Pleasure

Så er vi i gang igen efter sommerferien.

Og det er en spændende sæson vi går ind i. Det er nemlig i år 30 år siden at Vocal Pleasure startede op.

Derfor bliver det også en sæson med spændende aktiviteter for kor og publikum.

Allerede i den første weekend i november holder vi vores årlige efterårs-korweekend i Herning.

Her får vi blandt andet om lørdagen besøg af Jens Johansen, som startede og er dirigent for vokalkoret Vocal Line fra Århus.

Derudover afholder vi i år vores julekoncert d. 7. december.

I det nye år går vi i gang med Duke Ellingtons “Sacret Concert”, som leder hen til fælles koncerter med Big Bandet Night Train, som kommer til at ligge i uge 20, 2024.

Vores 30 års fødselsdag bliver så afsluttet med et brag af en fødselsdagsfest for koret.

Vi håber I vil være med til at fejre de 30 år – vi glæder os i hvert fald til en god sæson.

Korweekend d. 2. – 3. marts – med et jubilæumstwist!

Det er søndag aften d. 3. marts. Og jeg sidder og reflekterer over de sidste par dage og vores, Vocal Pleasures, korweekend. Min datter på 3 år har lige spurgt: ”Mor, hvad er en korweekend? ” Og det er da egentligt et meget godt spørgsmål.

Det simple svar – og det forståelige svar for en 3-årig er, at det er en weekend med masser af korsang. Men denne weekend har været meget mere end det!

Korweekend med “twang”

Lørdag havde vi workshop med Line Groth, og det var tydeligt, at hendes professionalisme, engagement og glæde for sang og musik smittede af på os alle. Og vi fik ’twang’et’, gjorde vi! Og vi kvinder fik lov til at være hysteriske i klang og udtryk – næsten helt uden indvending fra mændene.

Som afslutning på workshoppen havde vi en lille koncert for en større forsamling med efterfølgende overraskelse, taler og reception i anledning af VP’s 25 års jubilæum.

korweekend med twist

Ud af korets 45 medlemmer har 3 været med i alle 25 år, hvilket også blev markeret med en lille hilsen. Ligesom vores huspianist Henrik Tjagvad, Kristian og Niels Bay også måtte op og modtage en lille erkendtlighed.

Reception med Postyr

Overraskelsen var vokalgruppen Postyr, som gav nogle numre. Den fineste jubilæumsgave til os og publikum!

Da jeg fandt min mor efter koncerten, var hendes umiddelbare reaktion:

”Hvor var det bare en flot koncert – og hvor er det altså et godt arrangement det her! ”

Og der må jeg give hende ret. Det er min 1. sæson i VP, men det er tydeligt at se, at VP’s bestyrelse lægger alle kræfter i, hver gang der er et arrangement, og resultatet bliver bestemt derefter – flot!

I dag, søndag, har vi øvet materiale til jubilæumskoncerten, og vi er blevet forkælet med endnu en overraskelse! En god en af slagsen, som dog fortsat er hemmelig for offentligheden.

Der kommer forhåbentligt et fremtidigt blogindlæg herom ☺

Line B.L. 1. sopran

Korweekend og rytmisk korstævne med Tine Orht 27.-28. Oktober 2018

Sidder med smil på læben og glad helt ind i krop og sjæl, efter endnu en skøn korweekend med Vocal Pleasure.

Lørdag holdt Kor72 korstævne med Tine Orht, hvor Vocal Pleasure var med som stamkor. Dagen blev et dejligt, livsbekræftende og lærerigt startskud til vores korweekend.

Vejret var fantastisk og vi startede ud med ”Ud under Åben Himmel” med Tøsedrengene. Vi øvede også ”I Follow Rivers” af Lykke Li og ”Frit Land” af Ulige Numre, inden vi gav en minikoncert til en flok trofaste tilskuere, som var mødt op for at høre, hvad vi havde fået dagen til at
gå med.

Bolchemasse og coctailpølser

Vocal Pleasure fik også lov at vise, hvad vi i koret arbejder med ifht. ”Chandalier”.

Dagen var fyldt med humor, præcision, indlevelse og højt humør. Tine formår på sit helt egen, helt nede på jorden, måde, at få rummet fyldt med arrangement og lærdom. Begreber som bolchemasse og cocktailpølser får pludselig en helt anden betydning.

Vi sluttede dagen af med, at Vocal Pleasure spiste på Marco Polo.

En rigtig hyggelig aften, hvor rigtig mange var mødt op. Aftenen sluttede, selvfølgelig for mange, med en lille en at gå hjem på, på Fox and Hounds.

Så kom vi i julestemning

Søndag morgen møder vi friske og veludhvilede til en frostklar morgen på Herning Gymnasium. Ret passende, da dagen, med Kristian Bay ved roret, startede op med julestemning og øvning af julerepertoiret.

Som nyt nummer har Kristian arrangeret ”River” af Joni Mitchell. Vi er blevet så begejstrede for nummeret, at det skal med ved vores Julekoncert i Valgmeninghedskirken 13. december.

En intensiv øvedag, kun afbrudt af lækker sandwich fra Braseriet og skøøøn fødselsdagkage – Tak Lisbeth.

Tak Vocal Pleasure, Kristian og Niels Bay og ikke mindst Tine Orht.

 

Mette 2.alt

Korweekend ved Vesterhavet – 14.-15. april 2018

I Vocal Pleasure arbejder vi med korsang på mange forskellige måder. Vi mødes hver torsdag til korprøver af 2-3 timers varighed. Vi har ofte hjemmearbejde og mødes desuden 2 weekender om året. Ind imellem med overnatning. Her går vi i dybden med at indstudere nyt, genopfriske gammelt og finpudse rytmer, tekster og klangbilleder.

Efter 18 års pause som korsanger, startede jeg med at synge i Vocal Pleasure efter nytår i 2016. Så jeg er nu i gang med mit tredje år i koret. At synge er en helt uundværlig del af min hverdag. Og jeg havde derfor også set meget frem til min første korweekend med overnatning sammen med koret her i april. Læs mere