Vocal Pleasure

Hernings rytmiske kor

Hyldestkoncert for Niels Bay

Med forårssolens komme følger også Vocal Pleasures sæsonafslutning og dermed også korets traditionsrige forårskoncert.

Dette er også tilfældet i år, men i år har koncerten en helt særlig betydning. Forårskoncerten i år er nemlig også en hyldestkoncert til ære og minde om korets tidligere dirigent, Niels Bay. Koncerten finder sted 11. maj i festsalen på Herning Gymnasium, et sted som Niels Bay i mange år arbejdede som lærer, men også det sted, hvor koret i næsten hele sit virke har haft sin base.

Udvalgt af korets medlemmer

Til programmet for hyldestkoncerten har Vocal Pleasures egne medlemmer haft deres at sige. Programmet er nemlig sammensat så alle sangene, der præsenteres, er udvalgt af korets medlemmer med udgangspunkt i, hvad de forbinder med Niels Bay som dirigent og koret. Man vil altså kunne høre sange, der strækker sig over de mange år, koret har eksisteret.

Glæder sig til hyldest

Der vil både være danske og internationale sange blandt andet af Paul Simon, The Beach Boys, Prince og nyere artister som Sia, Sam Smith og Coldplay.

Undervejs i koncerten vil koret tilbyde en lille forfriskning i pausen, hvor der desuden vil være stemningsmusik spillet af nuværende 3.g-musikelever fra Herning Gymnasium.

Vocal Pleasure glæder sig sammen med dirigent Kristian Bay – søn af Niels Bay – og korets faste huspianist Henrik Tjagvad til at hylde Niels Bay.

Skrevet af Kristian Bay

Vi synger igen efter corona nedlukning…

Nej, hvor er det dejligt at kunne skrive denne opdatering. For vi synger nu igen sammen 🙂

Som for så mange andre har det været et meget specielt forår – også når man er et kor.

Derfor havde vi i foråret sidste korprøve d. 5. marts. Og vores korweekend og forårskoncert blev aflyst.

Men efter Danmark begyndte at lukke op igen, kunne vi også begynde at se en mulighed for at komme igang med at synge.

Og d. 13. august mødtes vi så endelig, efter flere måneders pause, til sandwich-hygge og lidt “sang med afstand”.

Fremtidige koncerter

Det var dejligt at se alle igen, og det var dejligt igen at kunne synge sammen – selvom opstillingen og formen var en lidt anden.

Vi har nu haft yderligere 2 øveaftner, inklusiv vores årlige generalforsamling.

Det betyder også, at vi allerede har kigget og sunget på noget af det repertoire, som vi håber at kunne dele med dig til jul.

Vi har nemlig allerede 2 julekoncerter på programmet. Datoer og steder kan du læse mere om her.

Vi søger stadig 🙂

… hvis du er mand og elsker at synge – hvorfor så ikke komme og synge med os 🙂 Hvis du er frisk, kan du læse mere her, hvor du også kan se, hvordan du kontakter os, for at komme med i koret.

Vi glæder os til at synge med dig.

Vi synger igen, men med afstand. Se selv 🙂

Nyt æresmedlem i Vocal Pleasure

Efter en fantastisk 25 års jubilæumssæson, startede en ny sæson op i august.

Og med en ny sæson, er det også starten med en ny dirigent.

For efter 25 år som dirigent og stifter af Vocal Pleasure, har Niels Bay, valgt at overlade dirigentstokken til Kristian Bay.

Kristian er dog ikke ny for koret, da han allerede over en længere periode har delt dirigentposten med Niels.

Niels fortsætter i koret som medlem, og vil derfor stadig være at finde i koret – nu som bas.

Offentliggørelse af nyt æresmedlem

Med en ny sæsonstart, blev der også udnævnt et nyt æresmedlem.

Koret har kun gjort dette få gange tidligere.

Og hvem kunne det være, hvis ikke stifteren af Vocal Pleasure?

Begrundelse for udnævnelse til æresmedlem

Det er Niels’ fortjeneste, at koret er, hvor det er i dag.

Han har gang på gang formået at løfte koret, således at koret i dag har et højt musikalsk niveau.

Men aldrig på bekostning af det sociale i koret – det har altid været en vigtig faktor for Niels.

Han har endvidere haft stor tillid til, at skiftende bestyrelser kunne hjælpe med praktiske gøremål, således der kunne bruges mere energi på det musikalske.

Så tak til dig Niels 🙂

Jeg var med den første dag #1

Vi har i koret tre medlemmer, som var med på korets allerførste dag d. 25. november 1993.

I dag kan du læse om Gunvers oplevelse af at starte op i Vocal Pleasure

Indbydende annonce

Annoncen var lidt anderledes og meget indbydende, og det var den, der fik mig til at møde op på Herning Gymnasium d. 25/11-1993.

Repertoiret lød spændende, det havde jeg lyst til at prøve.

Her er Herning Aftenskoles annonce, som jeg så i avisen.

Her er Herning Aftenskoles annonce, som jeg så i avisen. 

Køen var lang

Der var mange andre, der også havde lyst til at synge i det nye kor.
80-90 mødte op – det var overvældende mange.

Alle skulle skrives op, så køen hen ad gangen var lang.

Hvad vi sang den første aften, husker jeg ikke, men det gamle musiklokale var propfyldt.

Jeg glædede mig allerede til næste koraften.

Der er ingen tvivl om, at det kæmpestore fremmøde for 25 år siden indikerede, at Herning manglede et rytmisk kor.

Et tilbageblik

Et tilbageblik fra start til nu – så har koret gennemgået en fantastisk musikalsk udvikling – takket være dirigenten. 

Både det musikalske og det sociale fællesskab i koret er fint. Vores korweekender, workshops, ture til udlandet og sidst, men ikke mindst, det spændende repertoire, gør det udfordrende og dejligt at være med.

Efter 25 år i Vocal Pleasure er jeg stadig glad for at synge om torsdagen.

Gunver, 2. sopran

Korweekend d. 2. – 3. marts – med et jubilæumstwist!

Det er søndag aften d. 3. marts. Og jeg sidder og reflekterer over de sidste par dage og vores, Vocal Pleasures, korweekend. Min datter på 3 år har lige spurgt: ”Mor, hvad er en korweekend? ” Og det er da egentligt et meget godt spørgsmål.

Det simple svar – og det forståelige svar for en 3-årig er, at det er en weekend med masser af korsang. Men denne weekend har været meget mere end det!

Korweekend med “twang”

Lørdag havde vi workshop med Line Groth, og det var tydeligt, at hendes professionalisme, engagement og glæde for sang og musik smittede af på os alle. Og vi fik ’twang’et’, gjorde vi! Og vi kvinder fik lov til at være hysteriske i klang og udtryk – næsten helt uden indvending fra mændene.

Som afslutning på workshoppen havde vi en lille koncert for en større forsamling med efterfølgende overraskelse, taler og reception i anledning af VP’s 25 års jubilæum.

korweekend med twist

Ud af korets 45 medlemmer har 3 været med i alle 25 år, hvilket også blev markeret med en lille hilsen. Ligesom vores huspianist Henrik Tjagvad, Kristian og Niels Bay også måtte op og modtage en lille erkendtlighed.

Reception med Postyr

Overraskelsen var vokalgruppen Postyr, som gav nogle numre. Den fineste jubilæumsgave til os og publikum!

Da jeg fandt min mor efter koncerten, var hendes umiddelbare reaktion:

”Hvor var det bare en flot koncert – og hvor er det altså et godt arrangement det her! ”

Og der må jeg give hende ret. Det er min 1. sæson i VP, men det er tydeligt at se, at VP’s bestyrelse lægger alle kræfter i, hver gang der er et arrangement, og resultatet bliver bestemt derefter – flot!

I dag, søndag, har vi øvet materiale til jubilæumskoncerten, og vi er blevet forkælet med endnu en overraskelse! En god en af slagsen, som dog fortsat er hemmelig for offentligheden.

Der kommer forhåbentligt et fremtidigt blogindlæg herom ☺

Line B.L. 1. sopran

Godt nytår – Velkommen til 2019 og tak for alt i 2018

Godt nytår – og tusind tak til dig, der mødte op til vores julekoncert 13. december i Valgmenighedskirken.

Det er sådan en fantastisk følelse, man får som kormedlem, når koncertstedet er næsten fyldt til randen.

 

Det var også en speciel oplevelse, da det var første koncert, vi havde Kristian på som dirigent til hele koncerten. Men han klarede det flot 🙂 og vi følte os trygge.

Du, som var med til koncerten oplevede måske også den dejlige stemning, der var i kirken efter koncerten. Der blev jo serveret champagne og chokolade til alle, som havde lyst 🙂
Der blev rigtig snakket rundt om i hele kirken. Så det var en rigtig dejlig afslutning på en god første del af vores jubilæumsår.

Nytårsstart

Vi havde  torsdag 10. januar første korprøve efter nytår. Da vi skulle fejre en 30-års fødselar og jubilæumsåret, blev koret overrasket med et flot opstillet bord med champagne og kransekager.

Og så blev der også sunget en julesang – dog omskrevet til fødselsdagssang 🙂

Godt nytår - vi startede året med champagne og kransekage

Godt nytår - vi startede året med champagne og kransekage

Jubilæumsprogram

Vi er allerede godt i gang med programmet til vores jubilæumskoncert, som vi afholder på Fermaten i Herning 9. maj.

Men hvis du ikke kan vente så længe – så kan du allerede opleve os 2. marts, da vi her afholder workshop med Line Groth. Her kan du høre resultatet af dagens arbejde ved en GRATIS 🙂 workshop-koncert.

Udover mini-koncerten har vi også reception, hvor du kommer til at opleve en særlig indbudt taler og en OVERRASKELSE.

Så sæt allerede kryds i kalenderen nu.

Vi glæder os til at se dig 🙂

 

 

Korweekend og rytmisk korstævne med Tine Orht 27.-28. Oktober 2018

Sidder med smil på læben og glad helt ind i krop og sjæl, efter endnu en skøn korweekend med Vocal Pleasure.

Lørdag holdt Kor72 korstævne med Tine Orht, hvor Vocal Pleasure var med som stamkor. Dagen blev et dejligt, livsbekræftende og lærerigt startskud til vores korweekend.

Vejret var fantastisk og vi startede ud med ”Ud under Åben Himmel” med Tøsedrengene. Vi øvede også ”I Follow Rivers” af Lykke Li og ”Frit Land” af Ulige Numre, inden vi gav en minikoncert til en flok trofaste tilskuere, som var mødt op for at høre, hvad vi havde fået dagen til at
gå med.

Bolchemasse og coctailpølser

Vocal Pleasure fik også lov at vise, hvad vi i koret arbejder med ifht. ”Chandalier”.

Dagen var fyldt med humor, præcision, indlevelse og højt humør. Tine formår på sit helt egen, helt nede på jorden, måde, at få rummet fyldt med arrangement og lærdom. Begreber som bolchemasse og cocktailpølser får pludselig en helt anden betydning.

Vi sluttede dagen af med, at Vocal Pleasure spiste på Marco Polo.

En rigtig hyggelig aften, hvor rigtig mange var mødt op. Aftenen sluttede, selvfølgelig for mange, med en lille en at gå hjem på, på Fox and Hounds.

Så kom vi i julestemning

Søndag morgen møder vi friske og veludhvilede til en frostklar morgen på Herning Gymnasium. Ret passende, da dagen, med Kristian Bay ved roret, startede op med julestemning og øvning af julerepertoiret.

Som nyt nummer har Kristian arrangeret ”River” af Joni Mitchell. Vi er blevet så begejstrede for nummeret, at det skal med ved vores Julekoncert i Valgmeninghedskirken 13. december.

En intensiv øvedag, kun afbrudt af lækker sandwich fra Braseriet og skøøøn fødselsdagkage – Tak Lisbeth.

Tak Vocal Pleasure, Kristian og Niels Bay og ikke mindst Tine Orht.

 

Mette 2.alt

Opstart på jubilæumssæson

Nu nærmer vi os datoen for opstarten af Herning rytmiske kor, Vocal Pleasure – nemlig d. 1.11.93.

For 25 år siden, startede Niels Bay et nyt kor i Herning, og det har været en meget spændende og udfordrende rejse lige siden.

Så foran os, venter der os et jubilæumsår med en masse spændende ting på programmet. Den vil vi naturligvis gerne dele her med jer – og en hel del må forblive hemmeligt, da vi hele året igennem har mange overraskelser til både kor og publikum.

Men…..

Hvad kan vente af vores jubilæumssæson?

Til oktober deltager vi i ”Vestjylland synger rytmisk”, hvor den spændende gæstedirigent, Tina Orth vil indstudere nye satser, med os og mange andre fra området – og hvor vi i  øvrigt deltager som ”Basiskor”.
D 13. december bliver det til en speciel julekoncert i Valgmenighedskirken i Herning. Vi er meget glade for at synge i Valgmenighedskirken, Den passer bare så godt til os og vores koncerter. Og da det er jubilæumsår, vil der være en lille overraskelse til vores meget trofaste publikum. Det glæder vi os til.
D. 2. marts 2019 får vi besøg af den meget dygtige dirigent Line Groth. Vi laver en workshop, som afsluttes med en workshopkoncert, som bestemt vil være værd at opleve. Efter koncerten vil der være en uformel reception. Og ind imellem det hele…… endnu en overraskelse. Vi håber naturligvis, at så mange af vores tidligere medlemmer, ”venner” af koret og publikum, vil have lyst til at være med denne dag.

Og årets højdepunkt bliver vores jubilæumskoncert på Fermaten d. 9. maj 2019. Det bliver et brag af en koncert, hvor:

  • ”ældre” møder ”nyt”
  • vi føres ned af Memorylane
  • koret virkelig udfordres
  • et trofast publikum vil nikke genkendende til tidligere koncerter
  • et trofast publikum vil opleve nye toner.

Ja, vi kunne blive ved. Det bliver fantastisk.

Jubilæumsfest

Koret fortsætter det lidt efter jubilæumskoncerten, da vi skal have en mega jubilæumsfest. Koret har ry for nogle dejlige fester, så for korets medlemmer, sluttes jubilæumssæsonen af på bedste og festligste vis.

Her vil vi glædes over et jubilæumsår, hvor vi som kor og individer, er blevet dygtigere og har fået fantastiske oplevelser med hinanden. Vi kan se tilbage på 25 år med samme energiske og motiverende dirigent, Niels Bay, og se fremad, med en ny og meget dygtig dirigent, Kristian Bay ved nodestativet.
Vi glæder os til 25 års jubilæumsåret og til at kunne præsentere alt dette for jer.

 

På glædeligt gensyn.

 

Bestyrelsen

Formand Anja (1. sopran)

 

Another Day at the Office: En 2. bas’ sæsonafslutning nummer 22

Klokken er 17:40. Forårssolen bager ned, og 2-3 håndfulde korister er i fuld gang med at slæbe podier ind i kirken.

Jeg smider posen med skjorte og noder på en af kirkebænkene og går ud og hjælper til med det sidste. Fedt, at så mange er mødt op for at give en hånd med, til at gøre klar til koncerten, tænker jeg. Forhåbentlig kan vi blive færdige i en fart, så der er god tid til at varme op og øve nogle af numrene. Der er en tre stykker, jeg gerne vil igennem en ekstra gang før koncerten. Læs mere

Korweekend ved Vesterhavet – 14.-15. april 2018

I Vocal Pleasure arbejder vi med korsang på mange forskellige måder. Vi mødes hver torsdag til korprøver af 2-3 timers varighed. Vi har ofte hjemmearbejde og mødes desuden 2 weekender om året. Ind imellem med overnatning. Her går vi i dybden med at indstudere nyt, genopfriske gammelt og finpudse rytmer, tekster og klangbilleder.

Efter 18 års pause som korsanger, startede jeg med at synge i Vocal Pleasure efter nytår i 2016. Så jeg er nu i gang med mit tredje år i koret. At synge er en helt uundværlig del af min hverdag. Og jeg havde derfor også set meget frem til min første korweekend med overnatning sammen med koret her i april. Læs mere

« Ældre indlæg